Nedenstående betingelser finder anvendelse mellem køber og sælger i det omfang disse ikke fraviges ved skriftlig aftale mellem parterne.
1. Tilbud
Alle tilbud er fritblivende, med mindre andet er anført. De i tilbuddet anførte leveringstider gælder med forbehold for ændringer i leveringstiden fra ALMAS’ leverandør og for mellemsalg. Tilbuddet bortfalder, hvis det ikke accepteres af kunden inden 14 dage.
2. Ordre
Ordre fra købers side anses som værende tilbud og forudsætter ordrebekræftelse fra ALMAS. Eventuelle indsigelser vedrørende uoverensstemmelser i ordrebekræftelsen må være ALMAS i hænde senest 8 dage efter modtagelsen af ordrebekræftelsen.
3. Betaling
Såfremt intet andet er aftalt er betalingsbetingelserne netto kontant ved varens modtagelse. Køber har ikke ret til at tilbageholde betaling på grundlag af modkrav af nogen som helst art. Sker betaling ikke rettidigt påløber rente med 2,0 % for hver påbegyndt måned.
4. Ejendomsret Sælger bevarer ejendomsretten til det solgte, indtil hele købesummen med tillæg af alle påløbne omkostninger og renter er betalt.
5. Mangler/ansvarsbegrænsning
Køber må straks ved modtagelse, og inden det solgte tages i brug, justeres eller bearbejdes, gennemgå det leverede for at sikre sig, at det leverede, er mangelfrit.
Reklamationer over mangler, der er eller burde have været konstateret ved ovennævnte gennemgang, skal skriftlig fremsættes inden 8 dage efter levering.
Hvis der konstateres mangler vedr. det solgte inden for 12 mdr. efter ibrugtagning, maksimalt 18 mdr. efter levering, (ved normal landbrugsdrift) er sælger forpligtet og berettiget til at foretage afhjælpning hurtigst muligt. Bestemmelsen er betinget af, at ALMAS’ garantibestemmelser og service er overholdt.
Det er aftalt, at sælger ikke kan ifalde erstatningsansvar for mangelfulde varer eller skade som følge af maskinernes anvendelse på en anden måde, end der mellem parterne er aftalt eller forudsat.
Købers uhensigtsmæssige behandling af maskinerne kan ikke medføre noget ansvar for sælger.
Sælger påtager sig i intet tilfælde ansvar for driftstab, tidstab, avancetab eller andre lignende tab.
6. Produktansvar og begrænsning
ALMAS’ dækningssum pr. forsikringsår kan ikke overstige kr. 10 mill. for dækning af person- og/eller tingskade.
ALMAS er ikke ansvarlig for skade, forvoldt af materiellet:
a. på fast ejendom eller løsøre, som indtræder medens materiellet er i køberens besiddelse.
b. på produkter, der er fremstillet af andre, eller på produkter hvori disse indgår, eller for skade på fast ejendom eller løsøre, som disse produkter som følge af materiellet forårsager.
Køber skal holde ALMAS skadesløs i den udstrækning ALMAS pålægges ansvar over for tredjemand for sådan skade og sådant tab, som ALMAS efter dette punkts andet og tredje afsnit ikke er ansvarlig for over for køberen
ALMAS og køberen er gensidigt forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler erstatningskrav, der er rejst mod en af dem på grundlag af en skade, som påstås forårsaget af materiellet. Det indbyrdes forhold mellem ALMAS og køberen skal dog altid afgøres ved voldgift.
Enhver uoverensstemmelse mellem parterne afgøres efter den til enhver tid gældende danske købelov med sælgers hjemting som værneting.
7. Levering, transport og risikoovergang
Køber er ved for sen levering kun berettiget til at hæve handlen, hvis forsinkelsen andrager mere end 14 dage udover aftalt leveringstid. Det er desuden en betingelse, at køber reklamerer omgående, når leveringstiden er overskredet. Det er en betingelse for at kræve erstatning, at ALMAS allerede på ordrebekræftelsestidspunktet har haft kendskab til, at leveringstiden ikke kunne overholdes. ALMAS påtager sig intet ansvar for indirekte tab forårsaget af for sen levering.
Leverancen omfatter kun de i tilbuddet, respektive ordrebekræftelse, udtrykkeligt specificerede angivelser, herunder udstyr samt eventuelle ydelser til senere levering. Alle motorer startes direkte, med mindre andet er beskrevet.
Når intet andet er aftalt, er prisen baseret på forsendelse ex work (ab fabrik). Såfremt ALMAS skal forestå forsendelsen efter købers valg, debiteres køber alle fragtomkostninger. Aflæsning af lastbiler med udstyr foretages af køber.
Risiko-overgangen for købets hændelige undergang overgår til køber, når det købte forlader sælgers adresse.
8. Priser
Nævnte priser er i danske kroner eller anden valuta ekskl. moms og er angivet som faste priser. Dog er ALMAS berettiget til at regulere priserne som følge af ændringer i told, skatter, valutakurser, afgifter o.lign., som finder sted på leveringstidspunktet. Tilsvarende gælder for ekstraordinære stigninger i råmaterialer samt montagepriser på grund af udefrakommende begivenheder, der ikke kunne forudses ved aftalens indgåelse. Der tages endvidere forbehold for eventuelle trykfejl i tilbuds- og ordre bekræftelser.
9. Kataloger, prislister mv.
Kataloger, prislister, betjeningsvejledninger mv. anses alene som opfordring til at ønske tilbud. Dette med hensyn til priser, tekniske beskrivelser, data m.m., og er således uforpligtende for sælger. Køber opfordres derfor til at forhøre sig om eventuelle ændringer i forbindelse med aftaleindgåelsen.
10. Tegninger og andre tekniske dokumenter
Alle tegninger og andre tekniske dokumenter vedrørende anlæg eller komponenter, som før eller efter aftalens indgåelse udleveres af ALMAS, tilhører ALMAS. Modtagne tegninger, andre tekniske dokumenter eller tekniske information kan ikke uden samtykke fra ALMAS anvendes til andet end det, der er formålet med udleveringen. Uden samtykke fra ALMAS må det nævnte materiale ikke kopiers, reproduceres, overgives til eller på anden måde bruges til tredjemands kundskab.
11. Indbytning
Ved indbyttet brugt materiel overgår risikoen først til ALMAS ved materiellets fysiske overlevering. Det påhviler ejeren at aflevere det brugte materiel i samme stand, som det forefandtes på dagen for handlens indgåelse. Vedligeholdelses- og eventuelle reparationsomkostninger indtil levering, afholdes således af ejeren. Såfremt der i indbyttet materiel forefindes restgæld, påhviler det ejeren at betale ydelser, der er forfaldne til betaling inden leveringen til ALMAS.
12. Returvarer
Varer tages kun retur dersom denne returneres inden 30 dage fra kundens modtagelse og kun efter forudgående aftale samt med oplysninger om fakturanummer. Returvarer skal returneres fragtfrit til sælgers adresse. Specielt fremstillede og ikke prislisteanførte varer tages ikke retur. Kun ubrugte og ubeskadigede varer tages retur. Returvarer krediteres kun mod fradrag af sælgers omkostninger, dog minimum 10% af købesummen.
13. Force majeure
Følgende omstændigheder medfører ansvarsfrihed, såfremt de forhindrer aftalens opfyldelse eller går opfyldelsen urimelig byrdefuld: Arbejdskonflikt, strejke, lock out, krig, mobilisering, beslaglæggelse, valutarestriktioner, transporthindringer, brand, oprør og uroligheder, forsinkelse eller mangelfulde leverancer fra underleverandører på trods af rettidig og korrekt bestilling fra ALMAS´ side eller andre årsager uden for ALMAS’ kontrol.
Desuden tages der forbehold for epidemier, pandemier og karantæner pålagt af offentlige myndigheder. Vi tager således forbehold for, at levering af købte dele samt dertilhørende monterings arbejde kan blive udskudt. Specielt nationale/regionale krav til den frie bevægelighed af vores montører kan medføre ikke uvæsentlige forsinkelser.
14. Byggepladsen
Det er bygherrens ansvar at byggepladsen er korrekt sikret. I forbindelse med silobyggeri skal køber stille teleskoplæsser til rådighed. Desuden skal der være adgang til byggestrøm min. 230W, 3faser/16amp. Det er købers ansvar at bortskaffe brandbart- og metalaffald fra byggepladsen.
15. Forsikring
Bygherre etablerer under opførelse brand- og storm-skadeforsikring med leverandør som meddækket. Hvis der ønskes allrisks-forsikring, skal det ske fra bygherre.
16. Persondata
I forbindelse med indgået handel har ALMAS af køber modtaget persondata fra køber, som ALMAS har registeret som led i handlen. Mht. oplysning om behandling af persondata henvises til persondatapolitikken som kan ses på ALMAS’ hjemmeside.
ALMAS må – uden forudgående aftale med kunden – anvende fotos, videoer, tegninger samt projektbeskrivelser i forbindelse med annoncering af ALMAS’ produkter.
17. Øvrigt
De i nærværende salgs-, leverings- og betalingsbetingelser nævnte tilføjelser og fravigelser til NLM 94 er gældende frem for NLM 94. Derudover er NLM i øvrigt gældende.